De første tegn på beboelse i Anatolien stammer fra den palaeolitiske periode (500.000 – 12.000 f.Kr.). De største hule-beboelser blev fundet i Kemer og Antalya områderne.

Den første kendte by i verden, Catalhöyuk, som ligger nordøst for Konya går helt tilbage til 6500 f.Kr. Husene blev bygget af mudder, med indgang på taget. Husene blev ligeledes pyntet med vægmalerier, og det var her man fandt det første landskabsmaleri.

I starten af bronzealderen var der flere byer i Anatolien. Alacahöyuk og Hattusas var de største religions- og administrative centre for Hattis folket i Centralanatolien. Troja var den største by i den ægæiske region.

Omkring år 2300 f.Kr. brændte Troja ned, og Anatolien gennemgik store forandringer.

Den hittitiske periode 2000 - 1250 f.Kr.

Hittitterne kom til Anatolien i år 2000 f.Kr. fra Caucasus og slog sig ned i Kussara og Hattusas. De regerede næsten hele Tyrkiet. De førte krige, og havde en meget høj kultur.

Under hittitternes styre blev Troja den vigtigste by i hele vest Anatolien. I år 1200 blev Troja på ny tilintetgjort, og den hittitiske stat blev splittet til flere små stater.

Gennem hele den hellenistiske periode blev der bygget mange byer, og disse havde deres egne love, eget selvstyre og forsvar, og de levede af landbruget.

På grund af af korsfarerne blev forholdet mellem de kristne fra øst og vest værre, og i år 1201 erobrede den vestlige hær Konstantinopel. Byen var underkastet det latinske styre indtil år 1261, da kejser Michael I erobrede den tilbage til Byzans. Men Byzans kollapsede totalt, da tyrkeren Sultan Mehmet erobrede Konstantinopel i 1453.

Efter sejren blev flere tyrkiske stater grundlagt i Anatolien. Seldshukkerne efterlod sig udover det tyrkiske sprog og den islamske religion også en arkitektur af høj standard.

I sin storhedstid dækkede Det osmanniske Rige områder fra Golfen i øst til Algeriet i vest samt fra Wien i nord til Ægypten i syd. I år 1400 og år 1500 var riget herredømme over hele Middelhavet. Det osmanniske Rige stod for retfærdighed og tolerance i mange århundreder og kunst og videnskab blomstrede.

Igennem tiderne var riget ved at forfalde, og kejserne var ikke kompetente. I år 1870 blev der udarbejdet en grundlov, og landet fik en regering. Da bedringen endelig kom, var det for sent, og magten blev overtaget af englænderne, franskmændene og tyskerne.

Tyrkiet var forbundsfælle med Tyskland under Første Verdenskrig og tabte krigen. De allierede besatte Istanbul og planlagde dengang opdelingen af landet. Grækenland besatte det vestlige Anatolien med Englands godkendelse.

I Sevres-traktaten i 1920 blev landet opdelt mellem England, Italien, Frankrig, Grækenland og Armenien. Istanbul tilhørte nu englænderne, og Tyrkiet regerede kun over Central Anatolien og kysten ved Sortehavet.

General Mustafa Kemal drog af sted til Samsun for at samle lokale repræsentanter fra hele landet og danne en regering. Han samlede også en hær fra de tyrkiske styrker og bønder, og fik smidt grækerne ud. I Lausanne-traktaten i 1923 fik Tyrkiet de grænser, som er i dag.